Om tro og kærligheds terapi
Kærlighedsforholdet bliver af mange tilkendt en suveræn plads i livets stræben. I det romantiske forhold søges livets dybeste mening og selv-realisering. I den vestlige verden afhænger vi mere og mere af en romantisk partner for både den støtte, tilknytning og den nærhed som vi mennesker tilstræber og afhænger af. Hvor skulle vi ellers søge disse behov dækket, i vores individualistiske og postmoderne samfund?
Dertil kommer, at mange af os på et eller andet plan tilstræber at fastholde kærligheden i en slags uforklarlig mystik. Vi har et håb om at kunne ophøje parforholdets romantik til et fænomen som man hverken kan eller bør gøre sig forhåbninger om at forstå, slet heller at analysere og beskrive i universelle principper og love.
Denne metafysiske tilgang til kærlighed tilfører parforholdet en høj risiko. For hvad gør man når forelskelsens første magi aftager og hverdagens virkelighed titter frem med de konflikter og skuffelser, de bedrag og den smerte som er en del af de fleste længerevarende forhold?
Heldigvis forstår vi i dag en masse om kærligheden. Videnskaben har gennem de sidste mange år søgt at afmystificere kærligheden og afdække dens love og principper. Det er blevet bevist hvordan den helt fundamentale tilknytning som sker mellem mor og barn, påvirker et menneskes fulde livsbane og dermed også parforholdet, som den stærkeste tilknytning et mennesker oplever som voksen. Det er nu mere afklaret hvordan fundamentale love om tilknytning, afvisning, nærhed og intimitet, fungerer hos mennesker fra tidligste barndom til seneste alderdom.
Tro og Heling
Ikke nok med det, men mange terapeuter og teologer har også opdaget hvordan en åndelig tilgang til verden, ikke bare afdækker og forklare disse fundamentale behov, men også viser vej til heling. Skader er sket i alle mennesker, eller, vi har alle sår på kærligheden i os. Dette er et grundvilkår både i teologien og psykologien. Men der er håb og heling at hente. Dette håb og denne heling er ikke blot fokuseret på samtale, analyse og erkendelse, men på et liv som er levet i et stadie af stadig heling. Ja, vi er i stykker, men vi heler, og selvom vi aldrig når målet helt på denne side af livet, kan vi dog være i konstant bevægelse. Ligesom vi er skadet i de nærmeste relationer, sådan bliver vi også helbredt i relationer til vores nærmeste, som er både vores livspartner, men også vores næste.
Og netop kærligheden til andre mennesker, til vores næste, er det som søges, praktiseres og tilstræbes i kristendommen. Her er ikke blot partneren (selvom denne dog stadig beholder sin ubestridte plads), men også medmennesket, genstand for vores åndelige, kærligheds-, og nærheds vækst og helbredelse. Men hvordan kan dette lade sig gøre, spørger skeptikere, som har afskrevet muligheden for at hele den sjæl som så tidligt er forkvaklet. Netop her spiller troen sin største triumf. Troen som transcenderer erfaring, uden at udelukke den. Troen som i den personlige erfaring med en højere magt befrugter selve sjælen med et nyt håb.
Enhver som har arbejdet med afhængighed og misbrug har erfaret at det ofte kun er ved åndelig hjælp og kraft, at mennesker kan sættes fri af den forjættelse og trældom som har lænket sjælen til det stof, den adfærd, de tanker og de følelser som en misbruger lider under.
Jesus og Heling
I Jesus første offentlige tale, erklære han sit formål og hans missions erklæring lyder: ” Herrens Ånd er over mig, fordi han har udvalgt mig. Han har sendt mig for at bringe godt nyt til de afmægtige, forkynde frihed for de fangne, give nyt syn til de blinde, og rejse dem op, som er blevet trampet ned” (Luke 4:18).
I hans liv og virke udfriede Jesus tusindvis af mennesker fra diverse sygdomme og sjæle lidelser. Han satte mennesker fri fra meningsløs religion og fra materialismens afgudsdyrkelse. Han åbnede tusindvis af øjne til en forståelse af menneskets oprindelse og væren, som del af en åndelig virkelighed, grundfæstet i kærligheden. Hans ord til os i dag er simple: Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple. I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri” … Hvis Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie”.
Frihed kommer da ikke fra en terapeutisk relation alene, men også fra det guddommelige åbenbaret for os i personen Jesus Kristus. Kun det guddommelige kan give os den frihed vi tilstræber og styrken til at følge i Hans spor. Jesus viste os hvordan det guddommelige og jordiske forenes i ét menneskes kærlighed. Hans sidste ned-fældede tale til hans efterfølgere, på natten til hans korsfæstelse starter således: ”Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden!” og han lovede os at ved Åndens kraft vil han give os styrken til at følge dette eksempel og nåden når vi kommer til kort. (Johannes 13:34, 14:12-18).
Kærlighedens udfordringer er mange, og de er for mange et uoverkommeligt bjerg at bestige. Men Jesus viser os at kun med troens kraft kan vi flytte de bjerge som vi i vores magtesløshed ikke selv formår at bestige. Vi, som har gået vejen kan bevidne dette i vores eget liv og i livet på talrige mennesker på tværs af tider, steder og kulturelle skel.
Enhver terapeut vil derfor finde uendelig inspiration i denne oprindelige heler. Og enhver person som søger heling dybt i sin sjæl vil finde en Jesus som stadig i dag tilbyder den søgende: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og er tynget ned af byrder—og jeg vil give jer hvile” (Matthæus 11:28).
Så netop det mystiske som ofte er så efterstræbt i vores tilgang til kærlighed og romantik bliver os åbenbaret i personen Jesus, som ikke blot byder os at elske, men i sit liv viser os hvordan og giver os styrken til at gå vejen og nåden når vi fejler. Selvom der er gået mange år og det kristne budskab siden er blevet opslugt af den vestlige kultur og identitet, så er der dog ingen andre steder hvor kærlighedens love og principper er inkarneret som i personen Jesus fra Nazaret. Det guddommelige er for evigt forenet med kærligheden i denne mand som for al tid forandrede verden, og som stadig efterlader en tørst i os. En tørst efter både kærligheden, det mystiske, det åndelige, det jordiske og det guddommelige, forenet i én og samme person. ”Der er tre blivende fundamenter: tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden” (1. Korinterne 13:13).