top of page
  • Forfatters billedeMads Fredskilde

Bed om.. søg.. bank på (del 1)


”I skal bede om det i har brug for, så får i det. I skal lede, så finder i det i søger. Og i skal banke på, så bliver der lukket op for jer”. (Jesus af Nazaret, bjergprædiken, Biblen på Nudansk).


For øjeblikket er jeg meget optaget at finde åbne døre. Som nylig hjemvendt udenlands dansker, står jeg foran mange udfordringer og føler mig ofte som en fuldtids dørbanker. Jeg finder tit mig selv kredsende i mine tanker omkring følgende temaer: Hvilke døre vil åbne sig i mit professionelle og personlige liv? Hvilke døre skal jeg banke på? – Hvor hårdt skal jeg banke? Og hvorfor er der nogle døre som slet ikke åbner sig?

Hvis du nogensinde har følt dig i samme situation, så kan du måske genkende nogle af disse tanker. Jeg må dog ofte konstatere at jeg griber tingene forkert an i min iver efter at banke døre ind. Hvis jeg skal følge de vise råd fra bjergprædiken, så har jeg sprunget et par trin over og jeg har brug for at træde et skridt tilbage og tage tingene i den rigtige rækkefølge.

”I skal bede om det i har brug for”

Dette gamle råd virker jo meget indlysende, men kan være uhyrligt svært at følge. For hvad er det egentlig jeg har brug for? Jeg må erkende at det som regel tager tid og energi at forstå mine egne behov og ønsker. Og hvad med andres forventninger? Hele verdens syn på hvad jeg burde gøre og burde være, for at være en eller anden form for succes? Ej er det heller let, at prøve at bortfiltrere mine egene forventninger til den som jeg tror at jeg burde være, for at være en succes i mine egne øjne. Som sagt, så er det ikke altid åbenlyst let at finde ud af, hvad jeg har brug for og som det gamle mundheld går: ”Pas på med hvad du ønsker dig, for det kan være at det går i opfyldelse”. Nogen gange er vi så optaget af at opnå ting i verden, at vi glemmer helt at mærke efter om vi virkelig ønsker det vi håber på.

Dertil komme at det kan være svært at bede om det vi har brug for. Selv i vores nærmeste relationer kan det være svært, og vi bliver derfor ofte skuffet når vi ikke får vores behov opfyldt. På samme måde kan vi bliver skuffede over os selv og vores liv, når tingene ikke flasker sig som vi ønsker det. Men spørgsmålet er ofte: Ved JEG virkelig hvad JEG ønsker? Og kan JEG spørge om hjælp til at opnå det?. Nogle af os, mig selv inklusiv, har en forventning om at vi egentlig bør gøre alting selv og egentlig ikke bør have brug for andre mennesker – og så er det svært at bede om det vi har brug for. Her kommer to ting som hjælper mig.


For det første kan det være en stor hjælp at bede en bøn. En bøn til Gud, eller det guddommelige som du nu forstår det, kan være en god måde at udforske sine drømme og ønsker på, og et godt sted at øve sig i at spørge om hjælp. Her er der nemlig ingen som griner ad os, ingen som fordømmer os for at have behov og søge hjælp. Tvært i mod. I vores bøn får vi hurtigt følelsen af, at det er ok at vi ikke kender os selv helt til fulde. Der er en større kraft som kender os fuldt ud. Det er ok, ikke præcist at kende det næste skridt i mit liv – der er retning og vejledning at hente. Bill Wilson var bevidst om dette da han beskrev det første af de famøse 12 trin til ædruelighed: ”vi blev overbevist om vores magtesløshed og vi kom til at tro at kun en magt større en os selv, ville genoprette vores fornuft” (Bill Wilson, The Big Book of Alcoholics Anonymous).


For det andet, hjælper det mig som regel at snakke tingene igennem med en person som jeg har tillid til. Når tingene er ude i det åbne, ser jeg pludselig at jeg ikke er alene. At jeg ikke er en ø, en isoleret enhed der flyder rundt i et tomrum og til tider blot ramler ind i andre øer. Men at jeg hænger sammen med min omverden, at jeg lever og ånder i et fællesskab af mennesker som er forbundet igennem en fælles skæbne her på jorden. Og mine behov og ønsker bliver mere klare for mig, når de spejles en et andet menneske som også har behov og ønsker.


Men det stopper ikke her. Næste trin er ”I skal lede, så finder i det i søger”. Næste blog handler om at lede de rette steder for at finde de rette svar. (Ja, og til sidst kommer jo så det med at banke døre ind).


13 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

SOUL REST

bottom of page